Fortællingerne forvandlede mit liv

En sommeraften i juli 2015, sidder jeg sammen med fire rigtig gode venner i en lille lyserød bil på vej over Storebælt. Min veninde igennem 20 år og jeg skråler: ”I believe I can fly” og ”Alt hvad hun ville, var at danse”, som aldrig før. Det er en stor aften for mig. Angsten sidder helt oppe i halsen, om ca. to timer skal jeg stå på en scene i København foran 150 mennesker, jeg ikke kender og fortælle min historie om at have en bipolar lidelse tæt inde på livet. I aften kulminerer 10 ugers læring hos Forvandlende fortællinger. Tænk, jeg gør det sgu!

Af Kristina Storm

Beslutningen om at fortælle min historie
Jeg var kommet hjem fra 14 dages all-inclusive-ferie i Tyrkiet. Maj måned var ved at gå på held, og jeg kunne mærke uroen sitrer indeni. Ikke på den negative måde som før – nej jeg trængte til nye udfordringer.
Morgenkaffen var blevet kold, da artiklen fra Forvandlende fortællinger igen stod øverst på min computerskærm. Tænk, Facebook sådan kan prikke til en igen og igen. De søgte deltagere, der kender til depression og bipolar lidelse, og det gør jeg jo om nogen. Diagnosen har fyldt meget i mit liv de sidste tyve år. Indlæggelser og angst.

Jeg tager chancen og sender en ansøgning over mail. Der var sidste ansøgningsfrist 14 dage senere.

Hverdag blev hverdagstrummerum igen. Jeg passede mine psykologsessions og mit frivillige arbejde i depressionsforeningen.

En eftermiddag foran slagteren i Esbjerg ringede min telefon: ”Hej det er Hakon fra Forvandlende fortællinger, hvis du stadig er interesseret, så er du med”.

Forløbet, hvor min fortælling blev til
Jeg tog til København på workshops. Jeg mødte dejlige mennesker i samme situation, og jeg følte mig tryg fra day one.

Jeg lærte at bladre igennem billederne i mit hoved, og finde det sted hvor jeg følte mig tryg. Jeg skulle tyve år tilbage i tiden. Dengang hvor jeg fik diagnosen ”maniodepressiv”. Jeg valgte at bruge humoren, hvilket jeg ofte gør. Sådan har jeg overlevet mangt og meget, men jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg følte inderst inde.

Jeg fortalte dele af min historie igen og igen. Til en aften hvor jeg ikke var i tvivl om, hvad jeg havde det bedst med. ”At rejse er at leve” – det blev titlen på en fortælling, der på mange måder ændrede mit liv.

Den store aften
På scenen i koncertkirken på Blågårds Plads gik aftenen godt. Det var et rush, og min selvtillid blev styrket fra en uventet kant. Jeg kunne bruge min erfaring og historie til noget. Bedst af alt – andre kunne også bruge den til noget. Efter jeg havde været på scenen, skulle vores efter reaktioner optages til en reklamevideo til YouTube. Jeg pustede ud foran kameraet som aldrig før, lukkede øjnene og sang igen ”I believe I can fly”. Angsten falder, når jeg synger, og jeg skulle ned på jorden igen.

Efter forløbet. Selvudviklingen
Sidenhen var jeg rundt og fortælle igen. Det var forløsende og selvudviklende, uden hjælp fra en autoritær person eller andre. Jeg hjalp mig selv. Efter vores optrædener måtte jeg af og til trække mig og græde, når andre åbnede op og fortalte hjerteskærende historier om, hvad de selv stod i. Andre gange blev der grinet og pjattet.

De bedste oplevelser har været dem, hvor jeg på magisk vis så, hvordan min historie fik andre til at fortælle.

Hverdagens trummerum vendte tilbage, men det var alligevel ikke som før.

Jeg havde det som om, jeg var blevet ung igen, og sådan har jeg det stadig. Jeg drømmer om min fremtid, og ser mig ikke længere over skulderen og bliver bange. Jeg tror på livet. Jeg tror på, der er noget, jeg er god til, og jeg kan, hvad jeg sætter mig for.

Den største forandring og personlige sejr
Jeg slutter snart ved min psykolog, som jeg har arbejdet sammen med igennem 10 år.

Min diagnose er ved at blive slettet. Der er kun en smule angst tilbage. Det kan godt være, at det at stå på en scene var stort, men at min diagnose skal slettes kan ikke beskrives. Det er nok de færreste, der forstår, hvad det betyder for mig personligt og for min fremtid, men nu kan jeg drømme uden angsten for, at nogen kommer og siger, jeg er for syg eller ikke kan blive godkendt til at blive plejefamilie, som har været en drøm for mig, siden jeg var helt ung.

Mit livssyn har ændret sig, jeg ser verden i nuancer. Jeg har været meget sort/hvid-tænkende pga. angst. I dag ser jeg tingene fra flere sider, og jeg kan mærke min krop.

Jeg har taget mange af mine ungdomsdrømme op igen. Jeg spiller guitar, jeg drømmer om at blive skuespiller. Mit livssyn har ændret sig fra at være angst og bange til at se muligheder uden begrænsninger. Jeg har søgt arbejde, for hvis jeg skal nå mine drømme, skal der penge til. Jeg har overvejet meget at læse kommunikation, fordi det ændrer mennesker. Jeg er blevet betaget af tanken om alt det, vi kan sige imellem linjerne, det der får andre til at føle, at de ikke er alene i det, de står i.

Det har hjulpet mig at vide, at der er nogen derude, der forstår eller har prøvet noget lignende. Det glæder mig, at jeg i dag tør fortælle andre om den erfaring, jeg har gjort mig i mit sygdomsforløb. Jeg håber, jeg kan få andre til at tro på dem selv. Jeg har været der, hvor jeg var ved at give op, men jeg fandt styrken igen, og det kan andre også. De skal bare have fundet deres egen vej, og det der virker for dem.

Artiklen kan læses på outsideren.dk