Så skriver vi 2020. Tænk engang nu bliver jeg snart 40. Fyrre, fed og færdig. Nej tvært imod. Jeg har tænkt mig, at bruge de næste mange år på, at forfølge en gammel drøm. Drømmen om, at blive skuespiller.
Jeg har altid elsket, at stå på en scene. Da jeg var barn, underholdte jeg hele familien på en taburet, hvor jeg skrålede: Jusifine Baker, hun er skide lækker, og gav mange andre numre især inden sengetid.

Jeg kommer fra en meget musikalsk familie. Ikke sådan med et klaver i stuen, hvor alle kan spille efter noder. Vi havde bare det sjovt med, at synge.
Vi samledes ofte hos min Mormor og Morfar, også kaldet Bedste og Moffe.
Min mormor fandt lækkerierne frem fra skabet, og min morfar satte John Mogensen på anlægget. Han havde et meget fint anlæg, som kun han måtte betjene.
Vi hørte meget forskelligt musik, men et nummer som var sikkert hver gang var: Morfar fortæl mig. Med John Mogensen. Min storebror og jeg sang sammen med min morfar: Morfar fortæl mig, hvorfor er himlen blå. Fortæl mig det nu, fortæl mig det nu.
Men øjeblikket, vi alle ventede på, var når drengen spørger til solen og John Mogensen svarer ham, at solen kan man ikke røre ved, for den er varm som en kakkelovn. Når det vers kom, rejste min morfar sig op og skrålede: Den er varm som en kakkel ovn. Vi elskede det.
Jeg kan huske jeg sad og så op på ham, imens han sang.
Min onkel var også sanger. Han turnerede i Århus med hans band.

Jeg ville ikke være sanger, jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville være skuespiller. Jeg spillede teater i stort set hele min barndom. Teatret blev mit fristed, når det hele var kaos derhjemme. Jeg havde drama timer og elskede, at spille de store roller.
Jeg stoppede da, jeg fik min diagnose. Jeg blev bange for, at stå på en scene. Det var sværere, at lære replikker udenad. Jeg var medicin påvirket, og var altid træt. Nu hvor jeg er raskmeldt er jeg tilbage på scenen. Det er seks år siden jeg startede jeg igen.

Jeg spillede Tante Sofie sidste år. Billedet øverst er fra da, jeg spillede rollen.
I vinterstykket i år spiller jeg hovedrollen. Koge konen Erna. Stykket hedder fest i forsamlingshuset. Jeg elsker det. Jeg har fundet ind til mit virkelig jeg.

Jeg holder foredrag, går til sang og spiller teater. Og for at det ikke skal være løgn, så er jeg optaget på en DNA skuespiller uddannelse her i år 2020. Så nu er der ingen vej tilbage. Jeg kommer til at elske 40’erne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *