Skuespiller

Godt nytår

Så skriver vi 2020. Tænk engang nu bliver jeg snart 40. Fyrre, fed og færdig. Nej tvært imod. Jeg har tænkt mig, at bruge de næste mange år på, at forfølge en gammel drøm. Drømmen om, at blive skuespiller.

Jeg har altid elsket, at stå på en scene. Da jeg var barn, underholdte jeg hele familien på en taburet, hvor jeg skrålede: Jusifine Baker, hun er skide lækker, og gav mange andre numre især inden sengetid.

Jeg kommer fra en meget musikalsk familie. Ikke sådan med et klaver i stuen, hvor alle kan spille efter noder. Vi havde bare det sjovt med, at synge.

Vi samledes ofte hos min Mormor og Morfar, også kaldet Bedste og Moffe.

Min mormor fandt lækkerierne frem fra skabet, og min morfar satte John Mogensen på anlægget. Han havde et meget fint anlæg, som kun han måtte betjene.

Vi hørte meget forskelligt musik, men et nummer som var sikkert hver gang var: Morfar fortæl mig. Med John Mogensen. Min storebror og jeg sang sammen med min morfar: Morfar fortæl mig, hvorfor er himlen blå. Fortæl mig det nu, fortæl mig det nu.

Men øjeblikket, vi alle ventede på, var når drengen spørger til solen og John Mogensen svarer ham, at solen kan man ikke røre ved, for den er varm som en kakkelovn. Når det vers kom, rejste min morfar sig op og skrålede: Den er varm som en kakkel ovn. Vi elskede det.

Jeg kan huske jeg sad og så op på ham, imens han sang.

Min onkel var også sanger. Han turnerede i Århus med hans band.

Jeg ville ikke være sanger, jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville være skuespiller. Jeg spillede teater i stort set hele min barndom. Teatret blev mit fristed, når det hele var kaos derhjemme. Jeg havde drama timer og elskede, at spille de store roller.

Jeg stoppede da, jeg fik min diagnose. Jeg blev bange for, at stå på en scene. Det var sværere, at lære replikker udenad. Jeg var medicin påvirket, og var altid træt.

For to år siden startede jeg igen. Jeg spillede Tante Sofie sidste år. Billedet øverst er fra da, jeg spillede rollen.

I vinterstykket i år spiller jeg hovedrollen. Koge konen Erna. Stykket hedder fest i forsamlingshuset. Jeg elsker det. Jeg har fundet ind til mit virkelig jeg.

Jeg holder foredrag, går til sang og spiller teater. Og for at det ikke skal være løgn, så er jeg optaget på en skuespiller uddannelse her i år 2020. Så nu er der ingen vej tilbage. Jeg kommer til at elske 40’erne 🙂

Når livet smiler til dig

En mandag formiddag, hvor alt er, som det plejer eller er det?

Det har været den første weekend i lang tid, hvor jeg har haft fri. Jeg har ikke skulle forberede mig til det næste foredrag, da jeg har givet mig selv en tiltrængt pause på en måneds tid.

Ro og afslapning giver plads til refleksion over mit liv. Jeg er ikke typen, der hviler på laurbærrene, selvom jeg ville have godt af det. Jeg har en tendens til, at ville tingene for meget, og så bliver jeg træt før, jeg overhovedet for begyndt.

Jeg står ved en skille vej, efter tyve års sygdom er det hele nu overstået. Jeg er blevet raskmeldt, og kan gøre, hvad jeg vil. Jeg har holdt foredrag i et par år, hvilket har lært mig utrolig meget om mig selv, og andre mennesker. Det havde været en drøm i flere år, og pludselig fandt jeg modet, og kom i gang. Det sidste halve år har været utrolig positivt, den ene gode ting efter den anden vælter ned over mig, den absolut største ting har været, at jeg blev raskmeldt for snart tre måneder siden, og misforstå mig ikke når jeg siger, jeg kan næsten ikke kapere, hvor positivt mit liv er blevet.

Alle er døre er åbne, jeg kan gøre hvad jeg vil, og det stresser mig. Det har været en weekend fuld af tanker, og overvejelser i stedet for bare, at nye jeg endelig havde fri.

Så Påsken står på gåture i skoven med ham her, og så vil jeg bare nyde, at være til.

Mit bedste råd til alle jer derude er: Gå ud og kram et træ, det er Grounding, og så er det godt for sjælen 🙂

You Know Me

You Know Me- Let’s Talk er en lille foredrags virksomhed, der udelukkende, er båret af frivilligt arbejde. Jeg startede med, at holde foredrag for tre år siden. Jeg har været psykisk sårbar, siden jeg var 13, og har haft flere diagnoser.

I 2012, blev jeg frivillig i Depressionsforeningen. Det var der, jeg fik øjnene op, for frivilligt arbejde, og blev klar over, hvor stor en forskel, det gør for mange mennesker, inklusiv mig selv. I 2015 lavede Depressionsforeningen, et samarbejde med Forvandlende Fortællinger i København. Jeg var så heldig, at komme med, og blev uddannet fortæller, og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg fik min ilddåb med min fortælling: At Rejse Er At Leve, foran 150 mennesker i København. Jeg optrådte sammen, med de andre fortæller, og vi tager stadig rundt i landet, og fortæller om Depression og Bipolar lidelse.

For to år siden, blev jeg ambassadør i En Af Os. En Af os, er en landsdækkende kampagne, som nedbryder tabu om psykisk sygdom. Jeg deltog i et formidling kursus i 2017, og jeg har har holdt mange foredrag, om Bipolar lidelse og personlighedsforstyrrelse. I 2018 vandt jeg Region Syddanmarks frivilligheds pris, sammen med mine dygtige En Af Os Kollegaer.

I 2015 besluttede, jeg må for, at stifte You Know Me. Jeg elsker, at stå på en scene, og jeg vil gerne give noget tilbage efter alt den støtte, og hjælp, jeg har fået igennem årene, både fra venner, familie og behandlere i psykiatrien. På den måde, hjælper jeg både mig selv, og forhåbentlig også nogen af dem, der sidder derude, med mange spørgsmål i forhold til psykisk sårbarhed. Jeg ved at:  ÅBENHED GIVER RUMMELIGHED

#depressionsforeningen #enafos #youknowme #åbenhedgiverrummelighed

 

 

Mit Vilde Ungdomsoprør i 1997

Billederne er taget på Th-langs skole i Silkeborg. To år efter, jeg blev syg.

Jeg har altid elsket, at være kreativ, og da jeg gik, tiende klasse om, valgte jeg fotolinjen. Min veninde, og jeg lavede denne serie sammen. Selvom jeg havde det svært, så fejlede humoren ikke noget. Det var før alle havde digitalkamera, så det er taget med et gammelt analog kamera, og vi fremkaldte det selv i mørkekammeret på skolen. Jeg var misundelig på mine gamle skole kammerater, som gik i bygningen ved siden af. De var nemlig startet på HF. Det skulle vise sig, at være det rigtige valg, for senere det år, blev jeg indlagt i Risskov i 6 måneder, hvorefter jeg kom på ungdomshøjskole, for psykisk syge på Thyholm. I de to år, jeg var der blev jeg stabil, og vi rejste meget. Det var godt for mig, at komme hjemmefra.

Sikke minder:)

Stigmatisering

Jeg får lyst til, at skrive lidt om min nuværende situation. Min diagnose (Bipolar affektiv sindslidelse) har som før skrevet, ikke fyldt noget i mit liv de sidste 6 år.

Jeg tog mit kørekort for fem år siden. Efter jeg flyttede på landet, blev det svært, at undvære bil, og kørekort.

Jeg var selvfølgelig nervøs, mest til prøverne, men det var helt ubegrundet. Efter jeg havde bestået min teori prøve, var jeg klar til køreprøven, men så nemt skulle det ikke gå. Min lægeerklæring var nemlig ikke blevet godkendt pga. min gamle diagnose. Jeg fik ingen forklaring, og jeg havde brugt alle de køretimer, der var inkluderet i pakken, jeg havde købt hos Down Town.

Jeg blev desperat. Jeg var jo klar til at gå op, og forhåbentlig få mit kørekort. Teoriprøven var bestået første gang, og jeg krydsede selvfølgelig fingre for, at jeg også bestod køreprøven i første hug, da det er jo er dyrt og gå om.

Jeg henvendte mig til min kørelærer, og han forklarede, at jeg nok ville få tidsbegrænsning,  på mit kørekort pga. min Bipolare diagnose. Det skulle embedslægen beslutte, men min sag var ikke færdigbehandlet, og derfor kunne de ikke bestille en køreprøve.

ØV, hvor blev jeg træt af systemet. Efter to måneders ventetid, og fire ekstra køretimer, som jeg betalte 1600 kr for, bestod jeg min køreprøve.

Sagen endte med, 2 års tidsbegrænsning. Hver andet år, skal jeg have en ny lægeerklæring, og så vurdere embedslægen, om jeg igen kan få mit kørekort. Sidste gang ventede jeg i fire måneder, og denne gang har jeg indtil videre ventet i fem måneder. Jeg har selvfølgelig midlertidigt kørekort imens, men jeg må ikke køre i udlandet.

Embedslægen har besluttet hver gang, at jeg fortsat skal have tidsbegrænsning, selvom der står i min journal, at min diagnose er i remission (Symptomfri)

Lige nu går jeg, og venter på svar i E-boks. Jeg vil gerne til Tyskland, og handle inden den 2. April, hvor jeg fylder år,  og skal have mange gæster, men systemets stigmatisering af mig, gør at det ikke kan lade sig gøre.

Efter 6 måneder, lå mit kørekort i postkassen. Jeg har ingen afgørelse fået i E-boks, så jeg har mulighed for at klage eller forstå, hvorfor jeg igen har tidsbegrænsning. Jeg kan se bag på kortet at det udløber om 2 år, hvor jeg så skal igennem hele møllen en gang til.

Det der skuffer mig mest er, at det er læger, der er uddannet til, at hjælpe mennesker, der sidder med de her sager, der gør mit liv meget mere bøvlet. Jeg føler mig stigmatiseret, af dem der burde vide bedre, da de jo har en lang uddannelse.

Det er et stort stykke arbejde, at gøre for at nedbryde stigmatisering, når selve systemet, ikke kan se mere nyarrangeret på tingene.

Jeg havde brug for, at komme med et surt opstød. Det er fedt, jeg ikke skal kæmpe med den bipolare diagnose længere, men jeg er træt af, at min journal følger mig.

God weekend, og tak fordi du læste med.

 

 

At holde balancen

At holde balancen

Mit liv ser lysere ud end nogensinde før, men jeg er bange. Bange for ikke at slå til overfor dem, jeg holder af, og for ikke, at kunne stille mig selv tilfreds i livets store puslespil.

Pludselig skete det bare. Det jeg altid har drømt, at blive raskmeldt. Efter 20 år med op og nedture, indlæggelser, medicin, og frustrationer, er det nu overstået. Om en måned, bliver jeg udskrevet af lokalpsykiatrien, for første gang i tyve år, har jeg ikke brug for, at være tilknyttet nogen former for psykiatri.

Kampen jeg har kæmpet, har givet pote. Det hele ser lyst ud. Næsten for lyst. Det lyder måske forkælet, jeg ved der er mange der ude, der kæmper en daglig kamp, og jeg har stor respekt for alle jer der hænger i, jeg ved hvor svært det er.

Jeg har i mange år været bange for, at snakke med fremmede mennesker, i perioder har jeg haft svært ved overhovedet, at komme uden for døren.

I går var jeg ude, og svømme. Efter min daglige svømmetræning, går jeg ind, og hopper i, et velfortjent boblebad. Rent velvære for sjælen. Der sidder en ung pige overfor mig, det ser ud til hun prøver, at finde mod til at snakke med mig. Det kender jeg jo fra mig selv, så jeg smiler til hende. Hun smiler tilbage og siger: Man føler sig, som en gang spaghetti. Grinende svarer jeg, ja lidt lige som i tegnefilm. Jeg hopper en tur i det kolde bassin, og bevæger mig ned i saunaen, og inden længe dukker hun også op. Jeg tager mod til mig, og spørger om hun kommer her tit, og inden, jeg ser mig om, snakker vi en hel time. Ja, sad seriøst, og snakkede med et fremmed menneske, en hel time. Hold nu op, jeg er kommet langt med mig selv. Det viser sig, at hun kæmper med den samme psykiske lidelse, som jeg har gjort i 20 år. Der kan man bare se, der er flere, der kæmper end mig. Det er bare de færreste der snakker om det. Jeg fik den varmeste følelse i kroppen, jeg er ikke alene tænkte jeg. Hun trængte til nogen at snakke med, og det gjorde jeg også. På vej ud, ser jeg hende stå, og tørre sit hår, hun smiler til mig og siger: Vi ses, og ja, det tror jeg faktisk vi gør. Hun reddede min dag.

Så ja, der sker mange rigtig positive ting i mit liv. Jeg prøver, at holde balancen imellem fornuft og følelser. Jeg øver mig i at mærke, hvordan det egentlig føles i min krop at være glad, for jeg har en tendens til, at vende det om til noget negativt, og det er da brand ærgerligt.

God dag derude

 

Min første artikel

Fortællingerne forvandlede mit liv

En sommeraften i juli 2015, sidder jeg sammen med fire rigtig gode venner i en lille lyserød bil på vej over Storebælt. Min veninde igennem 20 år og jeg skråler: ”I believe I can fly” og ”Alt hvad hun ville, var at danse”, som aldrig før. Det er en stor aften for mig. Angsten sidder helt oppe i halsen, om ca. to timer skal jeg stå på en scene i København foran 150 mennesker, jeg ikke kender og fortælle min historie om at have en bipolar lidelse tæt inde på livet. I aften kulminerer 10 ugers læring hos Forvandlende fortællinger. Tænk, jeg gør det sgu!

Af Kristina Storm

Beslutningen om at fortælle min historie
Jeg var kommet hjem fra 14 dages all-inclusive-ferie i Tyrkiet. Maj måned var ved at gå på held, og jeg kunne mærke uroen sitrer indeni. Ikke på den negative måde som før – nej jeg trængte til nye udfordringer.
Morgenkaffen var blevet kold, da artiklen fra Forvandlende fortællinger igen stod øverst på min computerskærm. Tænk, Facebook sådan kan prikke til en igen og igen. De søgte deltagere, der kender til depression og bipolar lidelse, og det gør jeg jo om nogen. Diagnosen har fyldt meget i mit liv de sidste tyve år. Indlæggelser og angst.

Jeg tager chancen og sender en ansøgning over mail. Der var sidste ansøgningsfrist 14 dage senere.

Hverdag blev hverdagstrummerum igen. Jeg passede mine psykologsessions og mit frivillige arbejde i depressionsforeningen.

En eftermiddag foran slagteren i Esbjerg ringede min telefon: ”Hej det er Hakon fra Forvandlende fortællinger, hvis du stadig er interesseret, så er du med”.

Forløbet, hvor min fortælling blev til
Jeg tog til København på workshops. Jeg mødte dejlige mennesker i samme situation, og jeg følte mig tryg fra day one.

Jeg lærte at bladre igennem billederne i mit hoved, og finde det sted hvor jeg følte mig tryg. Jeg skulle tyve år tilbage i tiden. Dengang hvor jeg fik diagnosen ”maniodepressiv”. Jeg valgte at bruge humoren, hvilket jeg ofte gør. Sådan har jeg overlevet mangt og meget, men jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg følte inderst inde.

Jeg fortalte dele af min historie igen og igen. Til en aften hvor jeg ikke var i tvivl om, hvad jeg havde det bedst med. ”At rejse er at leve” – det blev titlen på en fortælling, der på mange måder ændrede mit liv.

Den store aften
På scenen i koncertkirken på Blågårds Plads gik aftenen godt. Det var et rush, og min selvtillid blev styrket fra en uventet kant. Jeg kunne bruge min erfaring og historie til noget. Bedst af alt – andre kunne også bruge den til noget. Efter jeg havde været på scenen, skulle vores efterreaktioner optages til en reklamevideo til YouTube. Jeg pustede ud foran kameraet som aldrig før, lukkede øjnene og sang igen ”I believe I can fly”. Angsten falder, når jeg synger, og jeg skulle ned på jorden igen.

Efter forløbet. Selvudviklingen
Sidenhen var jeg rundt og fortælle igen. Det var forløsende og selvudviklende, uden hjælp fra en autoritær person eller andre. Jeg hjalp mig selv. Efter vores optrædener måtte jeg af og til trække mig og græde, når andre åbnede op og fortalte hjerteskærende historier om, hvad de selv stod i. Andre gange blev der grinet og pjattet.

De bedste oplevelser har været dem, hvor jeg på magisk vis så, hvordan min historie fik andre til at fortælle.

Hverdagens trummerum vendte tilbage, men det var alligevel ikke som før.

Jeg havde det som om, jeg var blevet ung igen, og sådan har jeg det stadig. Jeg drømmer om min fremtid, og ser mig ikke længere over skulderen og bliver bange. Jeg tror på livet. Jeg tror på, der er noget, jeg er god til, og jeg kan, hvad jeg sætter mig for.

Den største forandring og personlige sejr
Jeg slutter snart ved min psykolog, som jeg har arbejdet sammen med igennem 10 år.

Min diagnose er ved at blive slettet. Der er kun en smule angst tilbage. Det kan godt være, at det at stå på en scene var stort, men at min diagnose skal slettes kan ikke beskrives. Det er nok de færreste, der forstår, hvad det betyder for mig personligt og for min fremtid, men nu kan jeg drømme uden angsten for, at nogen kommer og siger, jeg er for syg eller ikke kan blive godkendt til at blive plejefamilie, som har været en drøm for mig, siden jeg var helt ung.

Mit livssyn har ændret sig, jeg ser verden i nuancer. Jeg har været meget sort/hvid-tænkende pga. angst. I dag ser jeg tingene fra flere sider, og jeg kan mærke min krop.

Jeg har taget mange af mine ungdomsdrømme op igen. Jeg spiller guitar, jeg drømmer om at blive skuespiller. Mit livssyn har ændret sig fra at være angst og bange til at se muligheder uden begrænsninger. Jeg har søgt arbejde, for hvis jeg skal nå mine drømme, skal der penge til. Jeg har overvejet meget at læse kommunikation, fordi det ændrer mennesker. Jeg er blevet betaget af tanken om alt det, vi kan sige imellem linjerne, det der får andre til at føle, at de ikke er alene i det, de står i.

Det har hjulpet mig at vide, at der er nogen derude, der forstår eller har prøvet noget lignende. Det glæder mig, at jeg i dag tør fortælle andre om den erfaring, jeg har gjort mig i mit sygdomsforløb. Jeg håber, jeg kan få andre til at tro på dem selv. Jeg har været der, hvor jeg var ved at give op, men jeg fandt styrken igen, og det kan andre også. De skal bare have fundet deres egen vej, og det der virker for dem.

Artiklen kan læses på outsideren.dk

Let’s Talk. Book en personlig fortælling.

Jeg tager rundt og fortæller min historie. Lad os være åbne. Det hjalp mig. Det kan også hjælpe andre

Let’s Talk. Åbenhed er vigtigt, når man er psykisk sårbar. Jeg kender psykiatrien indefra. Efter 20 år med forskellige diagnoser. I dag er jeg raskmeldt. Nu vil jeg gerne give noget tilbage. Så står du/i, og mangler en oplægsholder eller en underviser, så er i meget velkommen til at kontakte mig.

Mail: kialinneberg@gmail.com

Tlf: 27599258